Brød, kager og meget mere

HISTORIEN OG BRØDSALGET

HISTORIEN OM VORES BRØD

Hos Unico bager vi brød, som du alle ugens dage kan købe med hjem til morgenbordet. De eneste ingredienser i brødet er vand, mel, kerner og kærlighed. Det betyder, at du kan være sikker på at få mættende brød med en saftig krumme og sprød skorpe med hjem hver gang.
Hos restaurant Unico har vi solgt vores brød, siden vi åbnede restauranten for over 10 år siden. Lige fra starten var vores restaurantgæster så begejstrede for vores brøds saftige krumme og sprøde skorpe, at de tiggede og bad om at få lov til at købe det med hjem. 

Efter tre måneder efterkom vi deres ønske, og siden da har borgerne i Højbjerg og omegn strømmet til vores restaurant og bageri på tidlige morgener for at købe vores brød med hjem. Det har været så stor en succes, at vi faktisk sælger lige så meget brød, som vi sælger fadøl – og vores restaurant ligger ved siden af en golfbane, så det siger ikke så lidt. 

Du kan komme forbi og købe vores brød på hverdage fra kl. 7.30 og i weekenderne fra kl. 8.00.

Bagermester, der har lært håndværket hos Emmerys
Vores restaurantejer og bagermester, Anders Udengaard, har eksperimenteret med brød i årevis. Da den allerførste Emmerys åbnede på Guldsmedegade i Aarhus i 90’erne, var han med. Det var her, hvor hans interesse for brød opstod, og det var her, han lærte håndværket. 

”Da jeg flyttede til Risskov med min familie, arbejdede jeg videre med surdejen nede i kælderen. Jeg brændte en Kitchen Aid af hver måned, fordi surdejen var så sej at arbejde med,” fortæller Anders Udengaard, der i dag bruger pizzaæltemaskiner, som bedre kan tåle den fiberrige surdej.

Han eksperimenterede med melindhold, vandindhold og surdej, indtil han fandt frem til de brødtyper, som Unico sælger i dag. Alle dejene kører i pizzaæltemaskinen i 20 minutter uden salt, hvilket gør, at gluten fra melet bliver slået ihjel. Det betyder, at nogle glutenallergikere faktisk kan tåle vores brød, selvom det er bagt på mel, der normalt indeholder gluten. Vores lyse brød er bagt med durummel og hvedemel, og rugbrødet er bagt med grahamsmel og rugmel.
Vand, mel, kerner og kærlighed – intet andet
Alt brød fra Unico er baseret på den samme surdej, som er blevet fodret og spædet op siden 2002. Den er basen for både rugbrød, franskbrød, baguettes og rundstykker. Det er et valg, vi har truffet for at sikre kvaliteten og for at sikre, at vi kan følge med pladsmæssigt – på en normal weekend laver vi nemlig omkring 200 kg brød. Alt efter brødtypen varierer vi dejen med forskellige kerner, salt, peber og frø for at give smag.

”Vores brød indeholder fire ingredienser: Vand, mel, kerner og kærlighed,” fortæller Anders Udengaard. 


Det er vigtigt for os, at vores brød ikke indeholder andre ingredienser som tilsætningsstoffer. Det er også årsagen til, at fx vores rundstykker er en smule dyrere end dem, du kan købe i supermarkedsbagerne.

”Nogen synes, at det er dyrt at give 9 kr. for et rundstykke, når du nogle gange kan få et rundstykke til en 5’er i det nærmeste supermarked. Men hvis kiloprisen skulle være den samme, burde vi tage 38 kr. pr. rundstykke. Der er simpelthen meget mindre luft og meget mere mel, smag og saftighed i vores brød,” forklarer Anders Udengaard. 
Konditorkager der smager og wienerbrød fra en klassisk bager
Når du tager forbi Unico for at købe vores brød, kan du også få wienerbrød, konditorkager og teboller med hjem til morgenbordet. Konditorkagerne bliver bagt af vores konditorinde, og hun holder af at lave kager som muffins, hindbærsnitter, træstammer, brownies, kokostoppe og fyldte marengs – og alt er lavet med kærlighed. Udvalget varierer efter vind, vejr og konditorindens humør.

Vores teboller og wienerbrød bliver leveret frisk hver morgen fra Byens Bager i Odder. Det er en klassisk bager med mange år på bagen, og håndværket er virkelig i orden. Både croissanterne og kanelsneglene er meget populære til morgenbordet. Tebollerne er perfekte til børn og barnlige sjæle, der godt kan lide en lys og blød bolle – vi er så vilde med dem selv, at vi bruger dem til vores populære burgere fra gourmetgrillen.